Bæredygtigt Landbrug: Bevis at Vandmiljøplanerne har været pengene værd

Udgivet 13. februar 2012

Vandløb_500_200

I 2012 er det 25 år siden den første vandmiljøplan blev vedtaget og gennemført. I perioden siden da, er landbruget blevet pålagt en lang række restriktioner og afgifter. Alle er enige om at tiltagene mod danske fødevareproducenter er konkurrenceforvridende i forhold til vore nabolande og har medført en høj gældsætning af hele fødevaresektoren. Et forhold der er til at acceptere, hvis den forventede effekt af de mange milliarder er opnået.

  Lige før Jul blev de danske Vandplaner sendt af sted til EU. Vandplaner, der betyder en yderligere forringelse af dansk landbrugs konkurrencevilkår. Samtidig er de en belastning for kommunernes økonomi.

 Den nedsatte landbrugsproduktion, forårsaget af vandplanerne vil medføre en mindre eksport, færre arbejdspladser og et mindre skattegrundlag.

  "Tiden nu være inde til at få evalueret de planer, der blev iværksat for 25 år siden," udtaler Vagn Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug. Derfor stiller Bæredygtigt Landbrug følgende spørgsmål til Naturstyrelsen:

  1. Er vandmiljøet i de indre fjorde blevet bedre eftar at kvælstofforbruget i landbruget er mere end halveret?
  2. Hvor i Danmark har vandmiljøet fået det bedre efter implementeringen af vandmiljøplanerne?
  3. Har der været en effekt på søer og vandløb af den reducerede kvælstoftilførsel?
  4. Hvordan har danske vandløb det i forhold til lande, som for eksempel Tyskland, hvor man ikke har haft tilsvarende kvælstofreduktioner?
  5. Hvordan er status på miljøfremmede stoffer, i forhold til for 25 år siden?

I Sverige lavede man to internationale evalueringer af de svenske vandmiljøplaner i 2006 og i 2008 . Her kom man frem til det resultat, at det ingen effekt havde på vandmiljøet at begrænse kvælstof, og man rettede straks fokus mod i stedet at sætte ind overfor fosfor.

 "Vi vil gerne spørge Naturstyrelsen, om man har mod til at stille op til en tilsvarende evaluering af de danske vandmiljøplaner," slutter Vagn Lundsteen  

 I Sverige var et af de første tiltag efter evalueringerne af de svenske vandmiljøplaner at fjerne fosfor fra vaskemidler i husholdningerne. I Danmark løber fosfor fortsat direkte ud i åer, søer og fjorde fra de 40.000 danske husstande, som ikke får renset deres spildevand.

 Af Vagn Lundsteen vtl@baeredygtigtlandbrug.dk