BL-medlemmer til vandløbsmøde med Miljøministeren

Udgivet 16. december 2011

Ida Søren

"Det er sgu nok det nærmeste, vi nogensinde kommer på magten". 

Udbruddet kom fra BL-medlem Søren Vestergaard efter han sammen med Kjeld Stenlien Hansen fra Værebro Å-laug i Egedal tog miljøminister Ida Auken på ordet, da hun den 15. december havde inviteret almindelige borgere til en snak om aktuelle problemstillinger på miljøområdet. 

Søren og Kjeld fortalte i løbet af det ti minutter lange møde Ministeren om de store problemer, som øgede vandmængder fra byerne har for natur og landbrug i Egedal kommune. Og selv om det kun blev til en kort dialog med ministeren, så håber de to landmænd, at mødet har gjort en forskel.

 "Jeg synes det var en positiv oplevelse. Og jeg synes, det er meget positivt at overrække hende - sort på hvidt - hvad de reelle problemstillinger er. Fordi, vi kan snakke nok så meget frem og tilbage om natur og miljø, vådområder og jeg skal komme efter dig, men det ændrer ikke på det faktum, at vi har sorte mudderørkener, så det er det, hun skal have lov til at se", fortalte Søren Vestergaard efter mødet, hvor de to å-laugsmedlemmer viste ministeren aktuelle billeder fra de markarealer, der fortsat er hårdt ramt af oversvømmelser på grund af et stigende vandpres på Værebro Å.

Klimatilpasning øverst på Miljøministerens dagsorden 

Mudder1

Søren og Kjeld overrakte også Ida Auken nye målinger, som viser et alarmerende højt indhold af PAH-gift på de jorde, som har været oversvømmet af vand fra byerne, og de fortalte om en kommune, der ikke lever op til sine forpligtelser. Og især problemet med kommunerne lovede Ida Auken at tage fat på.

 "Det kan jeg love og garantere, at klimatilpasning er på toppen af min agenda, og det er klart, at der er mange problemstillinger i det. Og et af dem, er det I peger på," lød et af ministerens svar.

 Selv om Søren og Kjelds møde med Miljøministeren ikke gav et konkret resultat her og nu, så opfordrer Kjeld Stenlien Hansen til at man bruger enhver lejlighed til at søge indflydelse.

 "Det drejer sig om at rette fokus, fokus, fokus ved alle de lejligheder, der er til det, for at man bliver hørt. For nu har vi brugt fire år med kommunen, uden i princippet at nå ret mange løsninger."

 

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk