Christian Castenskiold: Vi er parat med gode råd

Udgivet 16. september 2011

Christian Castenskiold

"Bæredygtigt Landbrug er klar til at medvirke med input og gode råd, når den nye regering skal nedsætte en ny landbrugskommission."

Det siger formanden for Bæredygtigt Landbrug, Christian Castenskiold.

Formanden understreger efter valget, at dansk landbrug og hele fødevareindustrien står foran kæmpe store udfordringer for at kunne klare sig i den benhårde internationale konkurrence, og at det derfor er af stor betydning, at politikerne ikke pålægger landbruget endnu flere miljøstramninger og andre tunge økonomiske byrder, som i høj grad vil medvirke til at forværre konkurrenceevnen.

Skal vi være konkurrencedygtige og samtidig undgå, at vi mister endnu flere arbejdsplader til udlandet kræver det, at politikerne viser velvilje og forståelse for vores trængte erhverv.

Ikke nemt

Personligt synes jeg ikke, det har været særligt nemt at opleve den førte politik igennem de seneste 10 år til trods for, at vi har haft en borgerlig regering.

- Jeg håber, at den kommende regering vil kigge på den særligt hårde implementering af vandrammedirektivet, som bl. a. vandplanerne er udtryk for. Den tidligere regerings Grøn Vækst som den fremstår i dag, er også en stopklods for os. Jeg håber, den bliver taget op til et alvorligt eftersyn, som i største saglighed, fører til, at de mange stramninger for landbruget vil blive helt eller delvist fjernet, siger Christian Castenskiold.

-Mit ønske og håb er, at vi med den nye regering, får en fair og redelig miljøpolitik, som tager hensyn til landbruget, som trods alt skaber i tusindvis af job herhjemme og som samtidig bidrager med milliarder til den slunkne statskasse.

Se video med Christian Castenskiold

Af Justinus Johannesen,  jujo@baeredygtigtlandbrug