Danske fødevareproducenter mest forgældede i EU

Udgivet 13. januar 2012

Zobbe

"Når vi sammenligner danske fødevareproducenter med landmænd i det øvrige EU kan vi se, at de danske fødevareproducenter har langt mere gæld end kollegerne i resten af fællesskabet. I de 27-EU lande udgør fødevareproducenternes gæld i gennemsnit 15 procent af aktivernes værdi. I dansk landbrug er gældsprocenten 54 procent," det siger dir. i Fødevareøkonomisk Institut, Henrik Zobbe.

Bankerne for rundhåndede

"Danske landmænd er i særklasse de mest forgældede i EU, og en af årsagerne kan være at bankerne har været for rundhåndede med udlån. Det er ingen hemmelighed, at danske fødevareproducenter har haft mere end nemt med at finansiere projekter og andre investeringer, som intet som helst har at gøre med den primære landbrugsbedrift, siger Henrik Zobbe i forbindelse med præsentation af en ny rapport, som FOI har udarbejdet omkring landbrugets indtjening og konkurrenceevne."

Henrik Zobbe tilføjer, at bankerne desuden i en årrække har givet relativt svage fødevareproducenter lov til at belåne friværdierne og bruge pengene til at ekspandere og dække underskud på den daglige drift.

Sorte tal på bundlinjen

"For øjeblikket har vi omkring 1100 bedrifter, som har det mere end svært rent økonomisk, og flere af disse er store gårde, som har en stort to cifret millionbeløb i gæld. Jeg ser ikke de store problemer i, at disse bedrifter får nye, yngre, driftige ejermænd, som forstår sig på at drive en stor bedrift, så den har sorte tal på bundlinjen. Det er jo ikke CPR-nummeret, som afgør om man er en dygtig fødevareproducent, siger Henri Zobbe.

Kreditklemme

"Til gengæld frygter jeg meget den kreditklemme, der rammer landbrugserhvervet særdeles hårdt i øjeblikket, fordi fødevareproducenterne ikke kan låne en eneste krone til blandt andet vedligeholdelse af deres bedrifter. Kreditklemme kan nemt komme til at medføre en større eller mindre nedgang i produktion, som så igen rammer slagterierne og mejerierne i form af færre og mindre leverancer. Denne uheldige udvikling kan nemt komme til at koste arbejdspladser, og dem har vi som bekendt ikke for mange af for øjeblikket - især ikke i det såkaldte udkantsdanmark, siger Henrik Zobbe.

Sårbar situation

Mens den økonomiske produktivitet - indtjeningsevne i dansk landbrug de seneste årti er faldet med 1,2 procent om året, er erhvervets gæld samtidig vokset fra 170 mia. til 359 mia. kr.

"Med en gæld af den størrelse har fødevareproducenterne bragt sig i en særdeles sårbar situation. Når renten på et tidspunkt stiger, kan følgerne for det samlede erhverv derfor blive ganske alvorlige."

Henrik Zobbe understreger, at en gruppe af store danske fødevareproducenter til trods den økonomiske krise klarer sig udmærket. De har hverken købt jord eller bygget stalde, da priserne toppede. Desuden har de også en høj produktivitet, en solid økonomi og har heller ikke kastet sig ud i andre risikable investeringer, slutter Henrik Zobbe.

Af Justinus Johannesen, journalist, Bæredygtigt Landbrug - jujo@baeredygtigtlandbrug.dk