Faglighed og saglighed mangler i pesticidplaner

Udgivet 27. januar 2012

ida

Bæredygtigt Landbrug må desværre endnu engang konstatere, at hele problematikken om brug af pesticider i landbruget, kører på en politisk og populistisk dagsorden, hvor faglighed og saglighed er en by i Rusland.

Friske tal fra EU viser, at danske fødevareproducenter har et betydeligt lavere forbrug af pesticider end kollegerne i de andre EU-lande. For hver gang en tysk landmand hælder en liter svampemiddel i sprøjten, bruger en dansk fødevareproducent kun 0,3 liter.

Danmark sprøjter langt mindre end Tyskland

Undersøgelsen viser desuden, at de delstater i Tyskland, som har det højeste forbrug af pesticider ligger op til den danske grænse. Deres landbrugsjord er fuldstændig identisk med den danske, og derfor har de behov for at sprøjte lidt hyppigere end deres kolleger de andre delstater.

Danske fødevareproducenter kan også bryste sig af, at der ikke findes skyggen af pesticidrester i de madvarer, som er produceret i Danmark, og at deres lovbestemte forbrug af pesticider heller ikke udgør nogen risiko for grundvandet.

Tiltrængt med nye standarder

Men alligevel så hilser Bæredygtigt Landbrug det velkomment, at Miljøministeriet endelig er begyndt at interessere sig for andet end den såkaldte behandlingshyppighed, der ikke siger særligt meget om belastningen af omgivelserne.

Den nye pesticidafgift bliver i fremtiden udregnet på baggrund af en ny målenhed en PesticidBelatningsIndikator(PBI), der skal måle pesticidernes belastning for mennesker, dyr, planter og grundvand. Til gengæld er der ikke taget stilling til, om den nuværende indikator, behandlingshyppigheden skal bevares.

BL synes at det er besynderligt, at miljøminister Ida Auken (SF) på basis af ganske få statistiske oplysninger kan fast slå at fra 2007 til 2010 er fødevareproducenternes forbrug af sprøjtemidler blevet 30 procent mere belastende for naturen. Ministeren burde vide, at danske landmænd i god tro kun bruger pesticider, som er blevet godkendt af Miljøstyrelsen, fordi de har tillid til, at de ikke skader eller er til alvorlig fare for naturen.

 Ganske få år

Ida Auken (SF) understreger, at den nye pesticidafgift skal få fødevareproducenterne til at vælge de mindst belastende produkter. Miljøministeren tilføjer samtidig, at hun regner med, at miljøbelastningen vil falde med 40 procent i løbet af nogle ganske få år.

Miljøministeren  regner med, at de nye pesticidafgifter vil skæppe med 150 mio. kr. årligt i den slunkne statskasse til gengæld, så bliver landbrugets skattelettelser på en halv milliard ikke rullet tilbage.

Af Justinus Johannesen, journalist, Bæredygtigt Landbrug -jujo@barerdygtigtlandbrug