Jørn Jespersen udpeget som formand for Natur- og Landbrugskommission

Udgivet 7. februar 2012

Mette GjerskovKlokken 12.00 den 7. februar løftedes sløret for, hvem der skal stå i spidsen for Natur- og Landbrugskommssionen, og det bliver det tidligere medlem af Folketinget for SF Jørn Jespersen, der nu skal stå for at sammensætte en effektiv og handlekraftig kommission.

"Nu er det op til Jørn Jespersen, i samarbejde med Mette Gjerskov, at udpege resten af Natur- og Landbrugskommssionen," fortæller Fødevareministerens pressemedarbejder Thor Seirø til www.baeredygtigtlandbrug.dk kort efter præsentationen af Jørn Jespersen.

Jørn Jespersen siger i Fødevareministeriets pressemeddelse følgende om sin udnævnelse til kommissionsformand for Natur- og Landbrugskommissionen:

- Landbrug, miljø og natur har fyldt en stor del af mit arbejdsliv, og jeg glæder mig til, at det kommer til at fylde endnu mere det kommende års tid. Jeg ser frem til en stor og spændende opgave med at skabe nye og langsigtede udviklingsmuligheder for dansk landbrug og en rigere og mere varieret natur, siger Jørn Jespersen.

Hos Bæredygtigt Landbrug håber direktør Vagn Lundsteen at Jørn Jespersen inviterer landbruget med i Natur- og Landbrugskommssionen.

"Det er ekstremt vigtigt, at landbruget kommer med til bords i forbindelse med  arbejdet i Natur- og Landbrugskommissionen, og eftersom Bæredygtigt Landbrugs medlemmer dyrker halvdelen af det opdyrkede areal i Danmark, er vi en vigtig medspiller, hvis kommissionen skal have landbrugets opbakning til en bæredygtig udvikling af landbruget i Danmark," siger Vagn Lundsteen. 

"Jeg har mødt Jørn Jespersen ved flere lejligheder, og hos Bæredygtigt Landbrug håber vi nu på, at vi får en invitation til det ekstremt vigtige arbejde i Natur- og Landbrugskommissionen. Hvis vi får muligheden, vil vi deltage aktivt og konstruktivt - og vi vil arbejde hårdt for at de beslutninger, der skal tages i kommissionen, bliver baseret på fakta," siger Vagn Lundsteen.

Ifølge Thor Seirø forventes der ikke at gå meget mere end en uge før Jørn Jespersen kan præsentere de øvrige kommissionsmedlemmer.

I pressemeddelelsen fra Fødevareministeriet lægges der vægt på, at regeringen nu for alvor sætter gang i den grønne omstilling Dammark. 

Læs hele pressemeddelelsen her.