Landbruget skal rådgive om vandløbsklassificering

Udgivet 26. oktober 2011

Afvandingskanal Nordfyn
 Klik på billedet for at se videoen "Vandmætning og drænproblematik".

Landbrugets eksperter skal tages med på råd, hvis klassificeringen af vandløb skal revurderes i Folketingets Miljøudvalg.

Vandmættede marker, med store udbyttetab til følge, har været konsekvensen af den utilstrækkelige vandløbsvedligeholdelse, som mange lodsejere har været ofre for i et drivende vådt 2011.  En vandløbsvedligeholdelse, som kun ser ud til at blive forværret i fremtiden, hvis vandplanerne føres ud i livet.

Miljøminister Ida Auken har nu overfor Folketinget bekræftet, at Naturstyrelsen er i gang med at undersøge, om vandløbsklassificeringerne lever op til rammerne for EU´s vandløbsdirektiver, men det er ifølge Cand. agro. Jan Hjeds ikke en garanti for, at der bliver ændret et eneste komma i de nuværende planer.

"Det er medlemslandene selv, som bestemmer, hvad der skal stå i direktivet, og derfor vil Naturstyrelsen nok finde frem til, at vi overholder vandrammedirektivet. Men det er ikke nok, at vi holder os inden for de juridiske rammer, for det er frit for ethvert land at vælge sine egne plager," siger Jan Hjeds til www.baeredygtigtlandbrug.dk. Jan Hjeds mener, det er en nødvendighed, at selve indholdet af planerne også bliver genbehandlet.

"For at sikre samfundets, herunder landbruget og skovbrugets, afvanding, så er det selvfølgelig nødvendigt at klassificere vandløbene korrekt, hvilket for 90 procents vedkommende vil sige som kunstige eller modificerede - altså i overenstemmelse med vejledningen fra EU," siger Jan Hjeds.

Folketingets miljøudvalg mødes i denne uge med Jan Hjeds for at lære mere om vandløbsområdet, og Jan Hjeds vil overfor politikerne demonstrere, hvor store konsekvenser manglende afvanding har for landbruget.

Videoer skal give viden

"Afvanding er en helt afgørende forudsætning for plantevækst, og dermed for at drive landbrug i Danmark," siger Jan Hjeds til www.baeredygtigtlandbrug.dk. Jan Hjeds mener, at det er helt essentielt, at landbrugets eksperter tages med på råd, når klassificeringen af danske vandløb og afvandingskanaler skal genovervejes, for som virkeligheden ser ud i dag, så skal Naturstyrelsen alene foretage vurderingerne.

"I Naturstyrelsen findes ingen afvandingsviden eller afvandingsindsigt. Det ses tydeligt af de vandløbsklassificeringer, som Naturstyrelsen allerede har foretaget, hvor afvandingskanaler er klassificeret som naturlige vandløb," siger Jan Hjeds.

Bæredygtigt Landbrug har i september måned produceret en række videoer, hvori Jan Hjeds fortæller om de problemer, som fejlklassificeringer af afvandingskanaler har for landbruget, og syv af disse videoer har Jan Hjeds med til medlemmerne af Folketingets Miljøudvalg, så de med egne øjne kan se, hvor slemt det står til rundt omkring i det oversvømmede landbrugsland.

10 procent eller 90 procent

I Tyskland har man ved at følge EU´s vandløbsdirektiv fundet frem til, at afvandingskanalerne udgør 90 procent, og naturlige vandløb 10 procent, af de samlede vandløb, men i Danmark har Naturstyrelsen gjort det modsatte; Her har man opgjort, at 90 procent af vandløbene er naturlige, og med den klassifikation i hånden, så har kommunerne deres på det tørre, hvis de i fremtiden følger retningslinjerne fra Naturstyrelsen, og forringer vandløbsvedligeholdelsen yderligere.

Se videoen "Vandmætning og drænproblematik" ved at trykke her

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk