Landbruget skal ikke vente hjælp fra pensionskasserne

Udgivet 12. januar 2012

 Mark500_200GRAF

Det bliver ikke her og nu pensionskasserne kommer med en økonomisk håndsrækning til de hårdt trængte danske landmænd.

"Vi har ingen planer om at træde ind i dansk landbrug for øjeblikket, og vi har desuden heller ingen strategier for investeringer i dansk landbrug på plads. Til gengæld kan vi godt se, at der er nogle danske landbrug, som får brug for at skifte hænder, men vi kommer under ingen omstændigheder til at investere i enkelte bedrifter."

Det siger Jens Henrik Staugaard Johansen, som er chef for private equity og infrastruktur i PKA, ifølge Finanswatch.

Beløbet stiger

"PKA er ellers ganske interesseret i landbrug generelt, men der er trods alt flere ting, som taler imod dansk landbrug som investeringscase. Kapitaliseringen af dansk landbrug er i forvejen meget høj, og det medfører at jordpriserne er forholdsvis høje. I PKA har vi øremærket et godt stykke over en mia. kr. til investering i landbrug, og vi forventer faktisk, at dette beløb stiger over de næste år."

"På nuværende tidspunkt har vi givet tilsagn om landbrugsinvesteringer i Afrika, og PKA lægger samtidig en sidste hånd på nogle lignende investeringer i Australien. Desuden arbejder vi for øjeblikket med landbrugsinvesteringer i New Zealand og Brasilien, siger Jens Henrik Staugaard Johansen."

Investeret i kapitalfonde

"Den typiske struktur for PKA er, at der bliver investeret i kapitalfonde, som har specialiseret sig i opkøb og optimering af landbrug. Der er måske derfor, vi ikke har haft så meget fokus på dansk landbrug, fordi Danmark ikke er det mest oplagte sted at optimere landbruget. Men hvis der kommer nogle, der har den helt rigtige vinkel på investeringen, og vi mener, at det er de rigtige landmænd til at føre vores investering ud i livet, kan vi sagtens gå ind i et sådant investeringsprojekt, siger Jens Henrik Staugaard Johansen.

Afrika mest interessant

Også Pension Danmark har besluttet, at bruge store millionbeløb til investering i landbrug uden for landets grænser.

"Indtil videre er det væsentligt mere interessant at investere i landbrugsjord i Afrika, hvor prisen er omkring en fjerdedel af, hvad den er i Europa. Men hvis priserne er de rigtige herhjemme, er vi altid klar til at kigge nærmere på mulige investeringer, siger adm. dir. i Pensiondanmark, Torben Möger Pedersen."

Torben Möger Pedersen afviser dog ikke helt en mulig investering i dansk landbrug, selv om det kan blive svært.

"Vi vil se positivt på en mulige investeringer  i dansk landbrug, men det kræver at jordpriserne kommer væsentligt længere ned, end det niveau, vi har for øjeblikket, siger Torben Möger Pedersen."

Af Justinus Johannesen, journalist, Bæredygtigt Landbrug -jujo@baeredygtigtlandbrug.dk