Gammel Pesticid-artikel plantet for at skade landbruget

Udgivet 16. december 2011
Vagn Nov 11

GrovvareNyt skriver fredag, at historien omkring den ulovlige import af pesticider, bragt den 12. december via Ritzau, oprindeligt er fra 18. november 2009. Historien blev bragt i morgenpressen som hovedhistorie samme dag, som Landbrug & Fødevarers protestmøde mod Vandplanerne fandt sted i Korsør.

Det er altså en gammel historie, som blev fremlagt som en nyhed. Uanset det alvorlige i sagen, er det dybt kritisabelt at nogen vælger at fjerne fokus på det store møde i Korsør, hvor blandt andet Miljøminister Ida Auken var deltager.

Næstformand i Landbrug og Fødevarer, Henrik Frandsen var i medierne mange gange i løbet af formiddagen. Han gjorde på fin vis rede for det forkastelige, samtidig med at han forklarede problemerne omkring langsomme godkendelser af nye pesticider.

De nye informationer efterlader dog os alle efterfølgende med noget røde ører; "hvorfor fortalte de mange pressefolk ikke næstformanden, at det var en gammel historie"?

Det efterlader også vores miljøminister Ida Auken i samme rolle. Nogen har haft en interesse i at vildlede ministeren og fremprovokere en ubehagelig situation samme dag, som ministeren skulle i dialog med landbruget.

Nogen vil miskreditere landbruget

To dage senere kommer så kritikken fra Folketingets statsrevisorer for manglende indsats mod sikring af grundvandet. Og i dag fredag har Miljøministeren så barslet med en forøgelse af pesticidafgiften, fra ca. 500 mio. kroner til 650 mio.

"Det virker ikke tilfældigt", udtaler direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen. "nogen har en interesse i at miskreditere landbruget i en useriøs grad. Det svarer til at øge afgiften på benzin fordi, der er nogle bilister, der for to år siden kørte over for rødt lys"!

"Vi mener i stedet, at man burde se på giftigheden og forbruget af de pesticider, der i dag er en vigtig del af moderne planteavl." udtaler Vagn Lundsteen.

På baggrund af en henvendelse til Miljøministeren fra Bæredygtigt Landbrug, udtaler Vibeke Møller, Miljøstyrelsen: "Grænseværdien for pesticider er politisk fastsat til et meget lavt niveau - ud fra et forsigtighedshensyn. - Hvis der findes pesticider over grænseværdien i grundvand som følge af punktkilder eller tidligere tiders mere lempelige godkendelser m.m. betyder det derfor ikke, at der en sundhedsmæssig risiko"!