Spildevand gør dyrene syge

Udgivet 6. september 2011

Ko500

Hos kvægavler Mogens Petersen står 25 ud af 40 hektar af markerne under vand som følge af manglende oprensning af vandløbene i Egedal Kommune.

Værebro Å løber konstant over sine bredder, og når regnen falder i rigelige mængder, så kan de lokale rensningsanlæg slet ikke følge med, og resultatet er, at urenset spildevand flyder ind på de marker, hvor Mogens Petersen har sine 100 kvæg til græsning.

Se indslaget fra TV2/Lorry her

Planteavlskonsulent Claus S. Madsen har gang på gang pointeret alvoren i dette problem, da dyrene bliver syge og ikke kan blive drægtige som følge af de mange affaldsstoffer, der stammer fra det urensede spildevand.

Ingen hjælp fra Egedal Kommune

Borgmester i Egedal Kommune, Willy Eliasen, påstod i TV2/Lorry den 5. september, at kommunen gør, hvad de kan, for at gøre noget ved problemet, og han fortalte, at man i Egedal Kommune ikke sender urenset spildevand ud i vandløbene. Dette er imidlertid ikke i overensstemmelse med de oplysninger, www.baeredygtigtlandbrug.dk. har indhentet.

Driftschef i Egedal Forsyning, Ulla Boje Jensen, bekræfter over for www.baeredygtigtlandbrug.dk, at flere af kommunens forsinkelsesbassiner har været løbet over i forbindelse med voldsomme regnfald i 2011:

- Der har været overløb fra flere forsinkelsesbassiner under flere af de store regnskyl, vi har haft i løbet af sommeren, men der har været tale om meget fortyndet spildevand, siger Ulla Boje Jensen.

Især det store regnskyl den 2. juli fik mange af landets overløbsbassiner til at løbe over, og Ulla Boje Jensen pointerer, at man ikke kan dæmme op for regnvand i så voldsomme mængder.

Egedal Kommune har den 31. august i år fornyet en tilladelse til at udlede urenset spildevand fra fire af kommunens overløbsbassiner og ud til Skenkelsø Sø.

Læs fornyelsen af tilladelsen til udledning af urenset spildevand her:

http://131.165.85.23/cms/site.aspx?p=277&NewsID=1268

Simpel løsning afslået af kommunen

Borgmester Willy Eliasen har ifølge Landmand Mogens Petersen givet håndslag på, at han kunne få tilladelse til at hæve en bro over Værebro Å for dermed at give åen friere passage igennem markerne. Kommunen har dog ikke valgt at gøre brug af denne løsning, og derfor fortsætter problemet tilsynelandende også fremover. Og det skuffer landmanden, som ellers har tilbudt at hæve broen for egen regning.

- Jeg håber, at når vore problemer er så store, at så kan kommunen hjælpe os bare en lille smule, fortæller Mogens Petersen til www.baeredygtigtlandbrug.dk.

Mogens Petersen og Claus S. Madsen er begge medlemmer af Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, og det var igennem kontakt til foreningen, at TV2/Lorry valgte at rykke ud og fortælle Mogens Petersens historie.

Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk